Standardkredsvedtægt med repræsentantskab
Forslag til normalvedtægt for kolonihaveforbundets
kredse.
§ 1. Kredsens navn og stiftelse.
1.1. Kredsens navn er Kolonihaveforbundet for Danmark
XXXXXXXXXXX kreds og består af haveforeninger beliggende i XXXXXXXXXXX
kommune.
1.2. Kredsen er stiftet ____________ i medfør af Forbundsvedtægten § 3,
stk.1.
§ 2. Formål og virke.
2.1. I eget område at arbejde for forbundets mål og
virke, som det kan udledes af Forbundsvedtægten § 2.
2.2. I eget område at varetage de tilsluttede foreningers fælles
interesser i alle spørgsmål af organisatoriske og kontraktmæssige
forhold, bl.a. i forhold til myndigheder og forbundsledelsen. Desuden at
påse at de enkelte foreningers vedtægter er i overensstemmelse med såvel
Kreds- som Forbundsvedtægten, samt bestemmelser pålagt af offentlige
myndigheder.
2.3. At holde de tilsluttede foreninger orienteret om enhver beslutning
foretaget af Forbundets kongresser og Hovedbestyrelse , og at medvirke
til disse beslutningers udførelse.
2.4. Hvor kredsen indgår lejekontrakter med offentlige myndigheder, skal
disse godkendes og medunderskrives af forbundsledelsen, der gives
påtaleret og `vice `versa.
§ 3. Repræsentantskabet.
3.1. Kredsens øverste myndighed er repræsentantskabet.
3.2. Det ordinære repræsentantskabsmøde afholdes hvert år i marts måned
og med en dagsorden, som i det mindste skal indeholde følgende:
1. Valg af dirigent.
2. Beretning.
3. Fremlæggelse af revideret årsregnskab med evt. revisionsberetning.
4. Indkomne forslag.
5. Godkendelse af budget for det kommende år.
6. Valg af formand og kasserer.
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
8. Valg af revisorer og suppleanter.
9. Valg af ankenævn.
10. I kongres år valg af delegerede til forbundets kongresser og evt.
suppleanter.
3.3. Ordinært repræsentantskabsmøde indkaldes skriftligt med 1 måneds
varsel, adresseret til de enkelte foreningers formænd. Indkaldelsen skal
indeholde en dagsorden for repræsentantskabsmødet. Med indkaldelsen skal
følge kredsens reviderede årsregnskab, samt budgetforslag for det
kommende år.
3.4. Forslag som ønskes behandlet på det ordinære repræsentantskabsmøde
skal være formanden i hænde senest 1.februar i det år
repræsentantskabsmødet afholdes, hvorefter de skal optages på den
dagsorden som udsendes til foreningerne.
Der kan på repræsentantskabsmødet stilles ændringsforslag.
3.5. Adgang og stemmeret har foruden kredsbestyrelsen, der er fødte
medlemmer, repræsentanter fra kredsens tilsluttede foreninger.
Foreningerne er hver især berettiget til at lade sig repræsentere med
mindst 2 repræsentanter.
Hvor medlemstallet i en forening overstiger 50 er foreningen berettiget
til at lade sig repræsentere med 1 pr. påbegyndt antal 50 medlemmer
udover de foranstående.
I den enkelte forenings samlede antal er kredsbestyrelsesmedlemmer
inkluderet.
Kredsen lader udfærdige adgangskort til de valgte repræsentanter,
adgangskortet benyttes som stemmekort. Formanden for Kolonihaveforbundet
for Danmark, eller hvem han bemyndiger hertil, har ret til at deltage i
møderne, dog uden stemmeret.
3.6. Vedtægtsbestemmelser i denne vedtægt, må ikke stride imod
Forbundsvedtægten.
3.7. Beslutninger på repræsentantskabsmødet træffes af de mødende
stemmeberettigede ved simpelt flertal - undtaget hvor det drejer sig
om:
Ændringer i Vedtægt.
Optagelse af kollektive lån.
Kredsens eventuelle opløsning.
Dertil kræves at mindst 2/3 af medlemmerne har givet fremmøde, og 2/3 af
de afgivne stemmer går ind herfor.
3.8. Er fremmødet ikke tilstrækkeligt stort; men 2/3 af de afgivne
stemmer går ind derfor, kan der indkaldes til et nyt
repræsentantskabsmøde, som uanset antallet af fremmødte kan vedtage
forslaget med 2/3 af de afgivne stemmer.
3.9. Afstemning foretages ved håndsoprækning ( evt. stemmekort), dog
skal skriftlig afstemning finde sted, hvis en forslagsstiller begærer
det, eller hvis mindst 10% af repræsentantskabet ved håndsoprækning
stemmer herfor, eller hvis et flertal af kredsbestyrelsen måtte ønske
det.
Til optælling af stemmer nedsættes et stemmeudvalg på 3 medlemmer, der
under dirigentens ledelse foretager optælling.
3.10. Kredsbestyrelsens medlemmer, som er forhindret i at være tilstede
på repræsentantskabsmødet grundet sygdom eller bortrejse og som er
interesseret i at blive genvalgt, kan genvælges, såfremt de har afgivet
en skriftlig erklæring herom.
3.11. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
3.12. Repræsentantskabets protokol underskrives af repræsentantskabets
dirigent, sekretær samt på bestyrelsens vegne af kredsens formand senest
1 måned efter repræsentantskabsmødets afholdelse.
§ 4. Ekstraordinært repræsentantskabsmøde.
4.1. Ekstraordinært repræsentantskabsmøde afholdes, når
det besluttes af kredsbestyrelsen, eller når mindst 25% af
repræsentantskabets medlemmer skriftlig fremsætter ønske herom med
angivelse af de spørgsmål, der ønskes behandlet.
Forslagsstillerne må selv motivere den opstillede dagsorden.
4.2. Ved ekstraordinært repræsentantskabsmøde kan der ikke træffes nogen
beslutning, hvis ikke mindst 4/5 af de medlemmer, der har begæret det
ekstraordinære repræsentantskabsmøde, er til stede.
4.3. Indkaldelse skal finde sted senest 3 uger efter kravets
fremsættelse og i øvrigt som angivet i pkt. 3.3.
§ 5. Kredsbestyrelsen.
5.1. Kredsbestyrelsen består af 1 formand, 1 kasserer,
samt XX bestyrelsesmedlemmer.
5.2. Valg af kredsbestyrelsesmedlemmer kan kun ske efter indstilling fra
egen forening.
5.3. I lige år vælges :
1 formand, XX bestyrelsesmedlemmer, 2 revisorer og 1 medlem af ankenævn
for en 2 års periode.
I ulige år vælges :
1 kasserer, XX bestyrelsesmedlemmer, og 2 medlemmer af ankenævn for en 2
års periode.
Hvert år vælges 3 bestyrelsessuppleanter, 2 revisorsuppleanter, samt 1
suppleant til ankenævnet, for en 1 års periode.
Genvalg kan finde sted for samtlige.
5.4. Kredsbestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
5.5. Kredsens bestyrelse oppebærer honorar efter repræsentantskabets
nærmere godkendelse.
5.6. Kredsformanden repræsenterer kredsen i alle forhold udadtil og er
ansvarlig for kredsens daglige ledelse, herunder evt. kredskontor.
5.7. Kredskassereren varetager kredsens samlede regnskabsaflæggelse
under direkte ansvar overfor repræsentantskabet.
5.8. Kredsbestyrelsen afholder møde så ofte kredsformanden skønner det
nødvendigt, eller såfremt 2 bestyrelsesmedlemmer ytrer ønske herom - dog
mindst hver tredje måned.
5.9. På det første bestyrelsesmøde efter ordinært repræsentantskabsmøde
konstituerer kredsbestyrelsen sig med en næstformand samt en sekretær.
Til behandling af særopgaver kan kredsen lade nedsætte udvalg.
5.10. Såfremt kredsformand eller kredskasserer fratræder i utide, og
dette ikke sker umiddelbart før et repræsentantskabsmøde, indkaldes til
ekstraordinært repræsentantskabsmøde for nyvalg.
5.11. Over kredsbestyrelsesmøderne føres en protokol, hvori ethvert
mindretal, såfremt det fremsætter ønske herom, har krav på at få sine
meninger protokolleret. Et protokollat skal godkendes af
kredsbestyrelsen.
§ 6. Valg af delegerede til forbundets kongresser.
6.1. Valg af delegerede sker i henhold til
forbundsvedtægten § 8, og indberettes til Forbundskontoret.
6.2. Når kongressens endelige dagsorden foreligger, indkalder
kredsbestyrelsen de delegerede og suppleanter til et møde, hvor
koordinering og prioritering af kredsens samlede oplæg til kongressen
foretages.
§ 7. Kontingenter.
7.1. For medlemskab af kredsen betaler foreningerne, ud
over det til enhver tid gældende kontingent til Kolonihaveforbundet for
Danmark, et kontingent, hvis størrelse fastsættes af repræsentantskabet.
7.2. Kontingentåret følger regnskabsåret, 1. januar til 31. december.
Kontingentet forfalder i 2 rater henholdsvis 1. januar og 1. juli.
Kontingentindbetalingerne, der skal finde sted til den adresse og konto
som kredsen anviser, skal fra foreningens side være afsluttet senest 15.
januar henholdsvis 15. juli. Ved for sen indbetaling pålægges 1,5% rente
pr. påbegyndt måned. (min.kr. xxx,oo).
§ 8. Regnskab.
8.1. Kredsens regnskabsår løber fra den 1. januar til
31. december.
8.2. Det påhviler kredskassereren at udarbejde et årligt driftsregnskab
ledsaget af en statusopgørelse opgjort under hensyntagen til de
tilstedeværende værdier og forpligtelser.
8.3. Det påhviler i øvrigt kredskassereren, på første ordinære
kredsbestyrelsesmøde efter et afsluttet kvartal, at forelægge en
regnskabsoversigt til direkte sammenhold med det foreliggende budget.
8.4. Kredskassereren må kun undtagelsesvis ligge inde med mere end 2.000
kr. af kredsens midler.
8.5. Kredsens midler skal anbringes i anerkendte pengeinstitutter/Giro.
Udtræk af disse midler kan kun ske med kredsformandens og
kredskassererens underskrifter i fællesskab.
8.6. I tilfælde af sygdom eller andet fravær må kredsbestyrelsen udpege
de underskriftsberettigede, der skal træde i stedet.
Sådanne underskriftsændringer skal i hvert enkelt tilfælde protokolleres
i kredsbestyrelsens protokol.
8.7. Til konsolidering af kredsens økonomi opretter repræsentantskabet
en reservefond, hvori årligt henlægges XX pct. af kredsens
driftsoverskud. Over de i reservefonden henlagte midler kan
kredsbestyrelsen kun disponere efter repræsentantskabets anvisninger.
8.8. Til dækning af de udgifter, der er forbundet med kredsens
deltagelse i Kolonihaveforbundets kongresser, oprettes en kongresfond,
der er adskilt fra kredsens øvrige regnskab.
§ 9. Revision.
9.1. Revision af kredsens regnskabsaflæggelse finder
sted ved to af repræsentantskabets valgte revisorer.
9.2. Revisorerne skal gennemgå den daglige bogføring og bilagsmateriale
med mere, ligesom de skal kontrollere gennemførelsen af de af
repræsentantskabet trufne beslutninger i økonomisk henseende.
9.3. Revisorerne er berettiget til at forlange regnskabet revideret af
registreret revisor, såfremt de under gennemgangen af kredsens
regnskaber støder på forhold, der efter deres skøn kan motivere dette.
9.4. Revisorerne fører en revisionsprotokol, som kredsbestyrelsen skal
have forelagt efter hver afholdt revision.
§ 10. Ophørsbestemmelser.
10.1. I tilfælde af kredsens opløsning, skal kredsens
midler helt og holdent tilfalde de enkelte foreninger i forhold til
disses medlemstal.
Således vedtaget den xx.xx. 20xx.